Snedække

Oppe i Småland har vi et sommerhus. 

Det er ikke fordi stedet er noget særligt. Nej, det er det ikke. Men det er vores sted. Vores lille stykke af Sverige. Hvor der er masser af skov og marker, masser af luft og lys, masser af dufte og dyr. 

Vi elsker at tage derop, en slags hideaway fra hverdagens trummerum her i Danmark.

Så er der pludselig tid til at lægge puslespil, læse en god bog eller se en film, hvor vi rent faktisk alle fem sidder og ser den samme film:) Det er hygge!

Denne gang var det sne deroppe. Lidt mere sne end her i Danmark. Og lidt mere stille. 

Vi var ude og gå en lang tur, mens frosten bed i kinderne. Jeg elsker sådan en sne der ligger over landskabet som en dyne. Det er som om skoven er en anden end den vi kender så godt. Det hele er ligesom fortryllet.

Helge Rode skrev i 1896, denne sang som beskriver sådan et eventyrlandskab så smukt.

Der er ingenting i verden så stille som sne,

når den sagte gennem luften daler,

dæmper dine skridt,

tysser, tysser blidt på de stemmer,

som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne,

svanedun fra himlens hvide vinger.

På din hånd et fnug

er som tåredug.

Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.

Tys, du lytter, til det tavse klinger.

O, så fin en klang,

sølverklokkesang

inderst inde i dit hjerte ringer.

Kan du forstå, at det er svært at løsrive sig og køre tilbage til virkeligheden igen ?