At arbejde som frivillig er anderledes end alt andet arbejde.
Her ingen lønsedler, der kan vises frem! Men en god og rigtig rar følelse indeni. Man går derfra med et smil på læben og en glæde der stråler helt ned i tæerne.
For et års tid siden startede jeg som aktivitetsmedhjælper ved nogle plejeboliger her i min kommune.
Beboerne kommer ned i cafeen, hvor jeg sammen andre frivillige og nogle ansatte sørger for underholdning og aktivering. Det er f.eks. bankospil, højtlæsning, musik, sang, kaffe og kage, præstecafe, modeshow, havedag og strikkedag.
Det er så hyggeligt at komme i cafeen, som spisesalen kaldes. Jeg bliver altid mødt med stor glæde og taknemmelighed både af beboerne og af personalet.
Det er noget livsbekræftende ved at være sammen med ældre mennesker. De har en ro og fred over sig, som man ikke finder så mange andre steder i den moderne travle hverdag.
Det er befriende og smittende.
Her hjælper jeg til. Og her sidder vi og sludrer om vind og vejr. Om deres liv og deres familier, om hvad der rør sig ude i verden, for de følger med!!(mere end jeg gør! :/ ). Jeg snakker om mine børn og mine høns og alt hvad jeg ellers kan berette. De suger til sig og de husker. Der bliver fulgt op næste gang vi ses!
Nogle kan ikke rigtig se så godt, men de genkender min stemme. Andre kan ikke rigtig høre, men vi smiler og forstår hinanden alligevel.
De damer, som kan se godt nok og som ikke er alt for gigt plagede i de gamle hænder, strikker lapper. Lapper som bliver samlet sammen til der er mange nok. Så bliver de hæklet sammen til et slumretæppe og sendt til Dansk Røde Kors. De er altså også frivillige!!
Da jeg startede derude, lå der bunkevis af fine lapper i alskens garn i mange forskellige mønstre, farver og størrelser.
Her var noget at tage fat på!
Jeg kørte hjem med fire store poser med lapper. Der var et stort og sjovt puslespil. Min datter Sophie hjalp til med at lægge det ud på gulvet og få lapperne fordelt i farver og mønstre. Nu skulle der hæftes tråde, hækles sammen i rækker på kryds og tværs. Alle beboernes fine lapper! Det var som var de med mig, alle de søde beboere, lige her i min stue.
Nå, men det blev til 2 tæpper!
Her ses det ene som blev med lyserøde, grå og blå nuancer. Jeg hæklede lapperne sammen med hvide luftmasker og hæklede to gange rundt med buer af luftmasker. Det blev faktisk rigtig fint.
Det andet tæppe var lilla, grå, pink og hvide nuancer. Lapperne hæklede jeg sammen med fastmasker med sort garn. Det fik et lidt mere tæt udtryk end det andet.
Det var fantastisk at se hvor glade de blev for at se alle deres lapper som et færdigt tæppe. De blev sendt rundt, så alle kunne se, mærke og beundre resultatet af deres indsats.
Sikke en følelse at sende sådan et tæppe afsted. Her var et stykke af Grethe, Kirsten, Lotte, Doris, Heddy og alle de andre som har været med til at strikke og hækle.
Jeg synes ligesom det er et symbol på, hvad man kan opnå, når man skaber noget i fællesskab. Hvad betyder sådan en lille lap for den enkelte? Nok ikke rigtig noget. Men hvis alle laver en lille lap, så bliver det pludselig til et stort tæppe! Og det betyder noget!
Livet er jo en slags kludetæppe! Vi skal bare stå samme:)
Her ingen lønsedler, der kan vises frem! Men en god og rigtig rar følelse indeni. Man går derfra med et smil på læben og en glæde der stråler helt ned i tæerne.
For et års tid siden startede jeg som aktivitetsmedhjælper ved nogle plejeboliger her i min kommune.
Beboerne kommer ned i cafeen, hvor jeg sammen andre frivillige og nogle ansatte sørger for underholdning og aktivering. Det er f.eks. bankospil, højtlæsning, musik, sang, kaffe og kage, præstecafe, modeshow, havedag og strikkedag.
Det er så hyggeligt at komme i cafeen, som spisesalen kaldes. Jeg bliver altid mødt med stor glæde og taknemmelighed både af beboerne og af personalet.
Det er noget livsbekræftende ved at være sammen med ældre mennesker. De har en ro og fred over sig, som man ikke finder så mange andre steder i den moderne travle hverdag.
Det er befriende og smittende.
Her hjælper jeg til. Og her sidder vi og sludrer om vind og vejr. Om deres liv og deres familier, om hvad der rør sig ude i verden, for de følger med!!(mere end jeg gør! :/ ). Jeg snakker om mine børn og mine høns og alt hvad jeg ellers kan berette. De suger til sig og de husker. Der bliver fulgt op næste gang vi ses!
Nogle kan ikke rigtig se så godt, men de genkender min stemme. Andre kan ikke rigtig høre, men vi smiler og forstår hinanden alligevel.
De damer, som kan se godt nok og som ikke er alt for gigt plagede i de gamle hænder, strikker lapper. Lapper som bliver samlet sammen til der er mange nok. Så bliver de hæklet sammen til et slumretæppe og sendt til Dansk Røde Kors. De er altså også frivillige!!
Da jeg startede derude, lå der bunkevis af fine lapper i alskens garn i mange forskellige mønstre, farver og størrelser.
Her var noget at tage fat på!
Jeg kørte hjem med fire store poser med lapper. Der var et stort og sjovt puslespil. Min datter Sophie hjalp til med at lægge det ud på gulvet og få lapperne fordelt i farver og mønstre. Nu skulle der hæftes tråde, hækles sammen i rækker på kryds og tværs. Alle beboernes fine lapper! Det var som var de med mig, alle de søde beboere, lige her i min stue.
Nå, men det blev til 2 tæpper!
Her ses det ene som blev med lyserøde, grå og blå nuancer. Jeg hæklede lapperne sammen med hvide luftmasker og hæklede to gange rundt med buer af luftmasker. Det blev faktisk rigtig fint.
Sikke en følelse at sende sådan et tæppe afsted. Her var et stykke af Grethe, Kirsten, Lotte, Doris, Heddy og alle de andre som har været med til at strikke og hækle.
Jeg synes ligesom det er et symbol på, hvad man kan opnå, når man skaber noget i fællesskab. Hvad betyder sådan en lille lap for den enkelte? Nok ikke rigtig noget. Men hvis alle laver en lille lap, så bliver det pludselig til et stort tæppe! Og det betyder noget!
Livet er jo en slags kludetæppe! Vi skal bare stå samme:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar