Bekendelse

Når jeg er ude at rejse i Italien eller Frankrig, så elsker jeg at slentre en tur helt alene. Gå på opdagelse i en fremmed by. Fornemme byens stemningen, farver og dufte og se på de mennesker som bor der.

Og når byens mange indtryk skal sænke sig i mig, må jeg bekende, at jeg søger ly et særligt sted. Et sted som heldigvis er nemt at finde, for der er rigtig mange af dem.

Kirkerne! 

Ofte storslåede imponerende bygningsværker, andre gange små og ydmyge kapeller.

Jeg elsker dem alle.

Den ophøjede fred der hersker derinde er som balsam for min sjæl. Jeg er hverken katolsk eller for den sags skyld specielt religiøs, men de katolske kirker kan altså bare skabe en stemning der går lige ind i mig. 

Jeg tænder stearinlys for min døde mormor og min far, og for dem jeg elsker højt og jeg får lyst til at bede en bøn for alle i denne verden og for fred på jorden.

Jeg føler ligesom at der er hul igennem til de højere magter. Jeg tror jeg bliver hørt.

At sidde og se op på kuplerne, madonnafigurerne, malerierne og alt bladguldet der fortryller. Det er en nydelse for øjne og sjæl.

Og hvordan mon det ville være at sætte sig i skriftestolen og tale med en præst, man kun lige kan ane igennem et mønstret gitter? Er det mon en synd i sig selv at gøre, når man ikke er katolsk? Måske alene tanken om det er syndigt? 

         

Jeg skal nok holde mig fra det. Mit italiensk og fransk rækker heller ikke til de lange samtaler, så det giver nok sig selv:)

Da jeg var lille ville jeg faktisk være nonne! !

Det var nok meget godt det ikke blev til noget. Jeg egner mig nok ikke sådan rigtig til det. Der er nok en fordel at være katolsk og troende! 

 Måske har jeg også en lidt for idyllisk forestilling om livet som nonne:)

              

Mon der er noget som hedder skabs-nonne?? For så var det måske noget for mig, for der stadig en lille del inde i mig som synes der er noget dragende over livet som nonne. Hvad det præcist er ved jeg ikke, måske roen og fordybelsen midt i denne ellers så fortravlede, overfladiske, materialistiske verden? 

Det har jo været moderne i længere tid med madonnafigurer og kirkestager, og jeg må indrømme at jeg elsker mine. 

At trække lidt af denne særlige ophøjede stemning fra kirkerne ind i min egen stue, gør noget ved mig. Det er som et lille husalter, hvor jeg kan reflektere over livet et øjeblik. Og det er jo guld værd, når jeg nu ikke lige kan komme forbi et lille italiensk kapel eller en lille fransk kirke!