Det føltes som få år siden at jeg kørte rundt med min førstefødte i barnevogn og hun sad bag på min lyseblå cykel og sang i sin cykelstol mens vi kørte afsted til vuggestuen dengang vi boede ude på Amager.
I morgen er det så at hun flytter hjemmefra!
Hvad skete der lige der? Hvor er alle de år blevet af??
Og det er ikke engang fordi hun er tidligt hjemmefra. Hun er lige fyldt 21!
Hvorfor går tiden så hurtigt? Uanset hvor meget jeg prøver at sige til mig selv, at jeg skal huske at nyde livet, nyde børnene og lægge mærke til de små glæder her i livet. Så suser livet alligevel afsted.
Pyha, nu er det virkelig, som den kyllingemor jeg er, jeg skal mande alle mine kræfter sammen og ikke stortude hver gang nogen nævner ordet flytte hjemmefra. Hver gang jeg nærmer mig hendes værelse og ser det hele stå pakket og klart, vender jeg om på hælen og må tale fornuft til mig selv. Trække vejret dybt og tænke på noget andet.
Der er dog nogle trøstende elementer i sagen, som jeg bruger på bedste terapeutiske vis til at trøste min indre grædekone.
Hun er kommet ind på sit drømmestudie på Kolding Designskole. Hun kom igennem nåleøjet! Vi er pavestolte af hende og så glade på hendes vegne.
Hun har kæreste, veninder og os herhjemme, så vi ved hun kommer tit hjem igen. Der er meget der lokker. Men hun kommer jo kun på besøg! Det er jo ikke det samme som da hun boede hjemme-snøft.
Men hvem ved måske bliver det mere intenst og hyggeligere end da vi levede sammen hver dag?
Men hvem ved måske bliver det mere intenst og hyggeligere end da vi levede sammen hver dag?
Vi prøvede jo forrige år at have begge piger i Jylland i 10 måneder, på henholdsvis efterskole og højskole. Og indrømmet, det gik jo alligevel bedre og hurtigere end vi havde troet.
Nå, men en ting der også trøster er, at jeg har besluttet, at jeg skal sætte hendes værelse i stand og bruge det som mit eget kreative værelse. Det bliver virkelig fantastisk at kunne samle alle mine ting, som bogstaveligt talt ligger fordelt i det meste af huset.
At have symaskinen stående fremme. Ikke at behøve at pakke alt det væk jeg lige har fundet frem, fordi der kommer gæster. Det bliver virkelig skønt.
Jeg har forsigtigt forhørt mig hos hende, hvordan hun har det med at flytte hjemmefra. Der er spænding og forventninger og sommerfugle i maven.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg på samme måde flyttede hjemmefra frisk, glad og frejdig. Senere har min mor fortalt hvor hårdt det var for hende, da jeg som det sidste barn flyttede hjemmefra. Jeg opdage ikke noget. Rigtig mange ting går hen over hovedet på en når man er ung og man nu har travlt med sit eget liv. Når man er ung så ligger verden for ens fødder og man kaster sig glædeligt og frygtløs og også lidt naiv ud i den! -og er det ikke sådan det skal være?
Pludselig er jeg i min mors situation. Hvor mange gange har man i sit liv tænkt. Det sker ikke for mig? Det bliver anderledes i mit liv.
Når man sidder med sin lille nyfødte baby i armen, tænker man at denne lille skabning slipper man aldrig ud af syne, hun bliver aldrig vokset og flytter hjemmefra. Tanken er så absurd og fjern og fuldkommen ufattelig for en, men sådan er det vist at blive/være mor.
Heldigvis vokset man med opgaven. Og man kan jo også godt være glad og stolt af sig selv, når man ligesom fuglene har opdrættet sin lille unge til at kunne flyve selv og missionen er lykkedes.
Jeg havde bare helt glemt at det var min mission. Jeg har som mange andre kyllingemødre stærkt fortrængt at denne dag nogensinde ville komme.
Men jeg vil tage det med oprejst (og smilende) pande. For hun skal ikke rejse herfra med ondt i maven. Hun skal ligesom jeg have lov til at springe ud i livet, ubekymret og tryg.
Og hun ved jo, at vi altid er der for hende, og hun altid kommer hjem til åbne arme, yndlingsretter og en vaskemaskine:)
At have symaskinen stående fremme. Ikke at behøve at pakke alt det væk jeg lige har fundet frem, fordi der kommer gæster. Det bliver virkelig skønt.
Jeg har forsigtigt forhørt mig hos hende, hvordan hun har det med at flytte hjemmefra. Der er spænding og forventninger og sommerfugle i maven.
Jeg husker tydeligt hvordan jeg på samme måde flyttede hjemmefra frisk, glad og frejdig. Senere har min mor fortalt hvor hårdt det var for hende, da jeg som det sidste barn flyttede hjemmefra. Jeg opdage ikke noget. Rigtig mange ting går hen over hovedet på en når man er ung og man nu har travlt med sit eget liv. Når man er ung så ligger verden for ens fødder og man kaster sig glædeligt og frygtløs og også lidt naiv ud i den! -og er det ikke sådan det skal være?
Pludselig er jeg i min mors situation. Hvor mange gange har man i sit liv tænkt. Det sker ikke for mig? Det bliver anderledes i mit liv.
Når man sidder med sin lille nyfødte baby i armen, tænker man at denne lille skabning slipper man aldrig ud af syne, hun bliver aldrig vokset og flytter hjemmefra. Tanken er så absurd og fjern og fuldkommen ufattelig for en, men sådan er det vist at blive/være mor.
Heldigvis vokset man med opgaven. Og man kan jo også godt være glad og stolt af sig selv, når man ligesom fuglene har opdrættet sin lille unge til at kunne flyve selv og missionen er lykkedes.
Jeg havde bare helt glemt at det var min mission. Jeg har som mange andre kyllingemødre stærkt fortrængt at denne dag nogensinde ville komme.
Men jeg vil tage det med oprejst (og smilende) pande. For hun skal ikke rejse herfra med ondt i maven. Hun skal ligesom jeg have lov til at springe ud i livet, ubekymret og tryg.
Og hun ved jo, at vi altid er der for hende, og hun altid kommer hjem til åbne arme, yndlingsretter og en vaskemaskine:)
